Lyd- og mikrofonteknik

De fleste, der har en båndoptager, er fuldstændig klar over, at deres udstyr og muligheder ikke kan være de samme som den professionelles. Alene vore mikrofoner er som billige efterligninger ved siden af dem, der bruges i radiostudierne. Når vi rigtig skal svinge os op på de højder, anskaffer vi en mikrofon til ca. 600,- kr., mens langt de fleste stadig klare sig med en til 250,- kr. Når man ser, hvad radiostudierne benytter, opdager vi, at der ikke her er tale om én, men ofte mange mikrofoner, der hver koster i nærheden af 2000,- kr. Prisen for en mikrofon svarer altså til det beløb, som man har båndoptager, mikrofon og højttaler for.

Kedelige lydoptagelser

Men selv om vi er klar over disse fakta, bliver vi alligevel ofte skuffet, når vi opdager, at en indspilning, som vi har ventet os meget af, falder kedeligt og fladt ud med en masse baggrundsstøj fra fuldstændig uvedkommende ting. Ganske vist er vores mikrofon ikke særlig fin, men det må dog være en forudsætning, at den opfylder kravet om at kunne optage lyd således, at vi bliver nogenlunde tilfredse. Men når vi slår fast, at lydoptagelser i dagligstuen bliver kedelige og hårde, vil mange samtidig indrømme, at optagelser i det fri, kommer til at lyde ganske godt. Fejlen ligger måske slet ikke i mikrofonen, men derimod i rummet. Og det er netop sagens kerne. Med det mikrofonmateriel, der er almindeligt til en god båndoptager, kan der laves fine optagelser, hvis man tænker på, hvor man befinder sig, og hvad der skal gøres for at dæmpe uvedkommende lyde. Lydoptagelser er ikke bare at trykke på knappen, lige så lidt som videooptagelser er det.

Vores egen hørelse

Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at kunne forstå nogle af de indviklede regler, som lydoptagelser bebyrder os med, må vi begynde helt fra bunden, nemlig ved vor egen hørelse.

Øjets opfattelse af farver og hjernens kontrollabel indblanding heri, en indblanding der gør det muligt for os at skelne misfarvningen i dagslyset, hvis den da ikke er meget tydelig. Når en farvefilm optager et lidt misfarvet dagslysbillede, vil vort øje ved projektionen finde det fejlbelyst, fordi vi nu engang ikke kan se de svage misfarvninger i naturen, Og noget af det samme gør sig gældende for lyden.

Vor hørelse har altid været og vil altid være stereofonisk. Vi hører med to ører og ved hjælp af disse to modtagecentraler (mikrofoner) for lyd, er vi i stand til at bedømme afstande og retninger. Ved at høre en lyd kan vi i forbindelse med vor erfaring afgøre, hvad det er vi hører. Sidder vi f.eks. i en stue sammen med et andet menneske, der taler til os, vil vi med lukkede øjne kunne fortælle en hel del om dette menneske. Vi kan bedømme retningen og afstanden, om det er en mand eller kvinde og nogenlunde alderen. Men ikke blot det kan vi bestemme. Også rummet kan vi fortælle noget om. Det er muligt at høre, om der er tale om en stue, om denne stue er overfyldt eller sparsomt møbleret, om det overhovedet er en stue eller måske et køkken, en kælder eller i det fri.

I det første tilfælde er det ved bedømmelse af personen først og fremmest vor erfaring, der gør sig gældende. Vi véd, at en stemme, der lyder sådan, må være en kvindes, og vor hjerne véd erfaringsmæssigt, at når en lyd er stærkest i det højre øre, er det fordi personen befinder sig til højre for os. Når det gælder bestemmelsen af rummet, er vor evne til ved brug af ørerne at måle lydtilbagekastningen (refleksionen), idet vi hermed kan danne os et indtryk af rummets evne til at tilbagekaste lyden.

Rummets karakter

Lyden fra den der taler bredes ud i rummet og kun meget lidt når frem til vort øre ad direkte vej. Langt det meste er ekko og kun ved hjælp af vort øre og vor hjerne er vi i stand til at skille lyden fra sit ekko. Når vi lytter til en person, udskiller vort øre den smalle stråle af direkte lyd, der kommer fra den talendes mund som vi hører, men samtidig opfatter vort øre ekkoet fra vægge, gulv og møbler, og gengiver det som baggrundsstøj, som vor hjerne bruger til at bestemme rummets karakter med.

Hjernen lukker lyden ude

Hvis der under en interessant samtale kører en bil gennem gaden, lægger vi ikke mærke til det. Men det er ikke fordi vort øre ikke hører det, men kun fordi vor hjerne udelukker det til fordel for samtalen. Men at det er hørt, beviser det faktum, at man efter en meget interessant aften, hvor man kun har haft "øre" for det interessante, der er forgået, udmærket til sin ledsager på hjemvejen kan bemærke: "... men sikken dog en gadestøj, der altid er". Støjen er hørt, men hjernen har holdt denne oplysning tilbage, indtil samtalen var forbi, og man var klar til at modtage de næste oplysninger til bearbejdning.

Mikrofonen høre det hele

Men denne evne til at gemme ejer mikrofonen ikke. Den gengiver alt hvad den hører: Samtale, ekko og gadestøj. Den har ingen hjerne, der kan udskille væsentligt fra uvæsentligt, og vil man derfor have bedre lydoptagelser, er det ikke nok at placere sig i rummet og lytte. Man må lade sin båndoptagermikrofon lytte og ved afspilningen af det optagne bånd konstatere, hvad mikrofonen hører af lyde.

Mikrofonen opfattes som et menneske, der kun har et øre og er uden hjerne. Nu er det vanskeligt at udføre et sådant forsøg i praksis, selv om der nok findes mennesker med kun ét virksomt øre, fordi et menneske uden virksom hjerne ikke er anvendeligt som forsøgsperson. Et menneske, der ikke kan høre på det ene øre, kan heller ikke bruges, idet et sådant menneske straks efter at have mistet hørelsen på det ene øre, ubevidst begynder at omstille sin hjerne sådan, at det nok kniber med at bestemme retninger (stereofonien er ødelagt), men at hjernen på grundlag af kun ét lydindtryk bliver i stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Prøv hjernen

Man kan prøve sin hjernes evne til at udskille lyde, f.eks. i et selskab, hvor samtalen går lystigt, ved pludselig at sætte en finger i det ene øre og lukke øjnene. Alt bliver rod og forvirring, men efter få øjeblikke kan man ved bevidst koncentration følge med i samtalen. Men det er meget trættende, fordi det er en uvant situation.

I det øjeblik vi stikker den ene finger i øret og vor hjerne endnu ikke er nået at følge med, er vi i nøjagtig samme situation som mikrofonen. Prøv det, og du vil efter næste mikrofonoptagelse nære en fantastisk beundring for det lille instrument, trods alt har fået noget forståeligt ud af det virvar af lyd. Men naturligvis kan vi ikke nå den samme fuldkommenhed med vore optagelser som ved radiostudiernes. Vi råder jo ikke over de mange mikrofoner med tilhørende mixerborde. Men det skal ikke være en sovepude, så må vi prøve at få det bedst mulige ud af det materiale, vi har til rådighed.

Studiet

Vi skal i en senere forbindelse vende tilbage til hvilken mikrofon, der skal anvendes til samtlige opgaver, og det må jo blive et voldsomt kompromis. Nu vil vi på vort studie, eller om vi foretrækker det: vor stue. Der er to problemer, der trænger sig på, nemlig isolation og refleksion. De har egentlig ikke meget med hinanden at gøre, men hver for sig er de af stor betydning for det gode resultat. Vi ser lidt på isolationen.

Lydisolation

Lydisolationen er egentlig ikke svær. Hvis vi har et fuldstændigt lukket rum, vil den lyd, der trænger ind i rummet, kun være den som væggene overfører. Det betyder, at jo tykkere væggen er, og dermed dens uvilje mod at viderebefordre lyden, desto sikrere er dette rum mod lydindtryk udefra. Nu kan man ikke med nogenlunde økonomisk rimelighed lave et rum, der er fuldstændig lydesikret, og det må derfor blive vor opgave at finde ud af, hvor lidt vi kan nøjes med, for at vi kan sige, at vi har gjort hvad vi kunne.

deci-Bell

Som måleenhed for forskellen mellem 2 lydniveauer anvendesBell. Bell er ikke en eksakt størrelse men udtryk for forskellen mellem to værdier. For den menneskelige hørelse er det en ret stor måleenhed; - derfor benytter man dB (udtales deciBell = en tiendedel Bell). Vores høreevne har en følsomhed, der bedst beskrives med en logaritmisk kurve. Derfor er det hensigtsmæssigt at tage logaritmen af forskellen mellem to lydsignaler, når de skal sammenlignes. Den matematiske udregning skal ikke vises her; - blot skal vi fastslå, at en fordobling af lydniveauet svarer til + 6 dB og en nedsættelse af lydniveauet til den halve værdi udtrykkes som - 6 dB.
I forhold til høregrænsen, som sættes til 0 dB, kan vi opstille denne række:

0 dB Høretærsklen

10 dB Sus i løvet

20 dB Hvisken

30 dB Stille gade

40 dB Samtale

50 dB Restaurant

60 dB Støvsuger

70 dB Stærk konversation

80 dB Jernbane

90 dB Stærk gadestøj

100 dB Motorcykel

110 dB Flyver

120 dB Jetjager

130 dB Øvre høretærskel

Hver gang lydniveauet øges med 6 dB, er der tale om en fordobling af niveauet. Støjen fra en jetmotor er altså i dette tilfælde 20 gange kraftigere end den svageste lyd, vi kan registrere.

Denne vor viden om lydstyrker skal vi så anvende i vor stue, idet vi blandt andet skal se, hvilke materialer der i hvilken tykkelse kan bringe isolationen af vort studie op i en antagelig højde.

Mikrofonen

En mikrofon kan være mange ting, og for den ukyndige vil det ofte være prisen på mikrofonen, der er afgørende i bedømmelsen af dens værdi. Men helt så let er det ikke. Fordi en mikrofon er dyr, behøver den ikke at være velegnet til det pågældende formål. Lad os derfor se lidt på de forskellige mikrofontyper.

Kulkornsmikrofon

Den første er nok den mest kendte, nemlig den mikrofon, der findes i en telefon og som kaldes Kulkornsmikrofonen. Det er den simpleste og samtidig også den dårligste. Kulkornsmikrofonen er op bygget som en lille kapsel, hvis overside er en ganske tynd og bøjelig membran, og indvendig er den fyldt med kulkorn. Kulkornsmikrofonen fødes indvendig med jævnstrøm. Når der tales mod en sådan mikrofon, sættes membranen i svingninger og tætheden af kulkornene varierer og dermed også styrken af den strøm, der får lov til at passere igennem dem. Kulkornsmikrofonen er meget robust, men dens frekvensområde er så lille, at de overtoner, der normalt giver musik og tale fylde, slet ikke opfanges. Kulkornsmikrofonen er derfor uegnet til vort brug.

Den dynamiske mikrofon

Den Dynamiske mikrofon er kendt af mange, men fortrinsvis som noget helt andet, nemlig en højttaler. Det dominerende i den dynamiske mikrofon er membranen, der er temmelig stor. Den kan være af tyndt metal eller af svært papir. Af stivheds hensyn er den ofte formet som en kegle. Membranen fastgøres i yderkanten til mikrofonhuset og i midten monteres en lille spole. Spolen er hul og passende ind i hulheden anbringes en magnet. Når lydbølgerne rammer membranen, sættes den i svingninger og den lille spole svinger uden om magneten. Herved dannes en svag vekselspænding i spolen. Denne svage strøm forstærkes nu, enten med en transformator eller en mindre forstærker.

Som man vil se, er denne mikrofontype opbygget fuldstændig som en højttaler, og i de senere år er der også kommet flere samtaleanlæg på markedet, der anvender en sådan dynamisk mikrofon eller højttaler (hvad man nu vil kalde den) som kombineret mikrofon og højttaler. Nu må dette dog ikke få nogen til at tro, at man kan anvende en hvilken som helst højttaler som mikrofon. Skal man nå den gode gengivelse, sker det kun ved anvendelse af et apparatur, specielt fremstillet som højttaler.

Krystalmikrofonen

Krystalmikrofonen findes som en tredie type. Det er den mikrofon, som båndoptagere oftest er udstyret med, fordi det er den billigste type med en nogenlunde optagelses kvalitet. Systemet er det samme som i den dynamiske mikrofon, idet strømmen dog ikke dannes i en spole, men i et krystalelement. Dette element arbejder efter det princip, at flere lag sammenklæbede krystalskiver og metalfolier (lagt hveranden gang) vil udvikle en strøm, hvis der sker en vridning af lagene. Det udnyttes på den måde, at de tre hjørner af den sammenkittede celle spændes fast i bunden af mikrofonhuset og det fjerde hjørne forbindes med en lille stang til membranens midtpunkt. Krystalmikrofonen nyder den store popularitet, fordi dens udgangsspænding er mellem 20 og 30 millivolt i modsætning til den dynamiske mikrofons kun cirka 0,2 millivolt. Krystalmikrofonerne arbejder bedst mellem 15 og 40°, så de kan hverken anvendes til tropeture eller i frostvejr.

En særlig type krystalmikrofon er klangcellemikrofonen, som er meget fintmærkende. Der anvendes her en større mængde krystalceller (helt op til 48 stykker), som ikke er i forbindelse med membranen, men som påvirkes direkte af luftsvingningerne.

Kondensatormikrofonen

Som den sidste i rækken og som den afgjort bedste mikrofontype kommer Kondensatormikrofonen, der ligesom den først nævnte type, kulkornsmikrofonen, ikke selv producerer strømmen, men som varierer en påsat spænding. Kondensatormikrofonen er egentlig meget simpelt udført. Membranen er en ganske tynd metalplade bag hvilken der, i en afstand af 0,01 til 0,03 mm findes en fast massiv elektrode. Mikrofonen fødes med en fast forspænding på cirka 100 volt gennem en meget stor modstand. Membranen og elektroden virker nu som en luftkondensator. Når lydbølgerne rammer membranen leverer mikrofonen en vekselspænding på indtil 5 millivolt, og variationen i spændingen svarer meget nøje til lydbølgernes form og styrke. Men mikrofonen kræver forstærkning af den frembragte vekselspænding, idet den transporteres videre, hvorfor kondensatormikrofonen altid forsynes med en indbygget forstærker (ses ofte anbragt som et fortykket stykke af stativet direkte under mikrofonkapslen). Hvis man for eksempel i en kondensatormikrofon borer en masse små huller i den massive elektrode, vil lydsvingningerne kunne komme både forfra og bagfra, men ikke fra siden. Vi får da det vi kalder ottetalskarakteristikken. Udbygningen og opbygningen af mikrofonhuset betyder uhyre meget for karakteristikken og det vil derfor altid være formålstjenligt at undersøge karakterikstikken for en mikrofon ved en prøveoptagelse inden man begynder at bruge den.

Tips om mikrofoner

Det er utænkeligt at videofilme uden lyd. Lyden er en vigtig bestanddel af informationen og af handlingen. Vi er idag vænnet til altid at få lyd til det levende billede. Muligheden for at indfange og optage lydsignalerne, får vi ved hjælp af mikrofoner. Alle videokameraer er forsynet med en indbygget mikrofon, så man kan optage filmen med den originale lyd. Men optagebetingelserne ændres hele tiden. Det ene øjeblik tager vi i total med vidvinkel, det næste et detaljeudsnit med tele. Den indbyggede mikrofon kan for det meste kun klare et utilstrækkeligt kompromis. Da det som regel er en mikrofon med kuglekarakteristik, indfanger den alt omkring sig med lige stor styrke. Vores ører opfanger også det hele, men hjernen koncentrere sig om det væsentlige og sorterer resten fra. Med en egnet mikrofon kan man skille det væsentlige fra det uvæsentlige og hindre blandingslyd. Ved benyttelse af en retningsbestemt mikrofon, f.eks. en nyre eller supernyre, undertrykkes lyde bagfra og fra siderne. Formålet er at lydbølgerne forfra skal dominere. Særligt ved teleoptagelser er det vigtigt. For at få lyden perfekt, må vi frakoble den indbyggede mikrofon, og anvende en retningsmikrofon. For foruden deres udseende og virkemåde er der en meget vigtig ting, nemlig det der kaldes retningskarakteristik. Hermed forstås populært hvad mikrofonen optager af det der foregå uden om den. Den almindeligste karakteristik er kuglekarakteristikken, der er almindelig ved krystalmikrofonerne. Kuglekarakteristik betyder, at der optages alt uden om mikrofonen i en kugle.

Kuglekarakteristik

Den indbyggede mikrofon har ofte denne karakteristik. Det vil sige, at den optager alt i 360° omkring kameraet, og derfor opfanger den alt for mange lyde både fra kameraet, og fra omgivelserne uden for billedfeltet. Perfekt til reportager, rundbordsdiskussioner og ved indblænding af kommentarer og anden ny lyd i originallyden. Ikke egnet til teleoptagelser eller udskilning af enkelte lydkilder

Nyrekarakteristik

Med en ekstern mikrofon med nyrekarateristik, har man større muligheder for at udelukke forstyrrende lyde, dels fra kameraet, men også lyde der kommer uden for billedfeltet f.eks. trafikstøj eller samtale mellem personer der befinder sig i nærheden. Følsomheden er udpræget fremadrettet. En grafisk følsomhedskurve har form som en nyre. Ideel som reportagemikrofon til at undertrykke forstyrrende baggrundslyde og til optagelse af lyd fra én bestemt retning.

Supernyrekarakteristik

En superretnings mikrofon er kun følsom i én retning og er derfor meget velegnet til at sortere lyde, det er således muligt at stå på en befærdet vej og optage en samtale uden at lyden fra trafikken gør optagelsen ubrugelig. Brugen af denne slags mikrofon kræver dog større opmærksomhed, idet kun den lyd der er indenfor et meget snævert område vil komme med og man er derfor nødt til at "pege på" den ønskede lyd med mikrofonen. Forstærket følsomhedsretning fremad. Ignorerer effektivt lyde bagfra og fra siderne. Ideel til teleoptagelser (f.eks. fuglesang fra længere afstand). Vær forsigtig ved panorering: Ved hurtig ændring af billedudsnit, afbrydes også lyden abrupt.

Hovedtelefoner

Det er en god regel, altid at bruge hovedtelefon ved alle slags optagelser. Udendørs er hovedtelefonerne uundværlige. Med dem på kan man høre når det blæser, og dreje kameraet så man undgår det værste vindsus.

Vindsus

Det er meget almindeligt med vindsus når man laver udendørs optagelser, dette skyldes at vinden sætter mikrofon membranen i bevægelse, og dette opfattes som lyd. For at undgå vindstøj kan man sætte en vindkappe rundt om mikrofonen eller allerbedst en strikket strømpe. Det kan også være en hjælp at afskærme mikrofonen, så vinden ikke kommer direkte ind i den.

For at forstå lydsiden, og dens mange virkemidler kan det være nyttigt at se hvordan man optager lyden til en film.

Lydoptagelse

100% - lyd
Det er den lyd, der optages sammen med billedet. En dialog optages, når det er muligt, altid som 100% - lyd. For at undgå hørlige klip i lyden forsøger man at få dialogen og intet andet med.

Cleansound
Det er optagelse af den lydatmosfære, der findes på en optagelocation. Denne atmosfære lyd optages efter billedoptagelsen, og spilles så senere sammen med den redigerede 100% lyd.

Dub/eftersynkronisering
Hvor optageforholdene ikke tillader det, kan dialogen indspilles senere i et lydstudie, hvor en skuespiller lægger stemme til mundbevægelserne
(i praksis har skuespilleren hovedtelefoner på og siger sin replik sammen med den ubrugelige, men dog hørbare replik fra 100% - lyden).

Effektlyd
Det kan være ringende telefoner og dørklokker, klask fra slagsmål o.s.v., som det ikke er praktisk at lave som 100% - lyd. Til denne afdeling hører også baggrundslyde, som ikke kan laves som clearsound (luftværnssirener o.s.v.)

Musik
Hvis ikke musikken er 100% - lyd, lægges den på bagefter.

Alle disse typer lyd indspilles ved en filmproduktion på hver sit lydbånd. Disse lydbånd mixes så sammen på den færdigredigerede film og under mixningen reguleres de i forhold til hinanden så den endelige lydside er afbalanceret i styrke.

Lydens funktion

Når vi skal se på det færdige filmprodukt, er det vigtigste at afgøre lydens funktion i forhold til billedet. I den sammenhæng anvendes følgende begreber:

Reallyd
Det er den lyd der var på det sted, billedsiden blev optaget på / skal se ud til at foregå på, eller en lyd som ihvertfald med rimelighed kunne findes på det sted. Såvel tale som baggrundsatmosfære og lyde (effektlyd)
kan være 100% - lyde eller dubbede, eller en blanding heraf.

Kontrapunktisk lyd
Er en eftersynkroniseret lyd, der er sat på for at stå i kontrast til billedet. Ved denne kontrastering opstår en særlig atmosfære. Det kan være ironi (sætter latter til noget alvorligt) eller udtrykke en følelse som længsel efter noget (sætte festlyd til et tomt værelse).

Metaforisk lyd
Er en eftersynkroniseret lyd, der har til formål at få tilskueren til at danne en ganske bestemt association til billedsiden (Anders and stopper op, det lyder som en bil der bremser. To piger snakker, man høre kun lyden af høns).

Incidentalmusik
Er musik, hvor lydkilden er til stede på billedet oftest 100% - lyd.

Underlægningsmusik
Er eftersynkroniseret musik, der har til formål at skabe en ganske bestemt stemning på filmen.

Endelig skal det ikke glemmes, at en meget effektiv form for lyd er stilhed... den ganske bestemte filmiske form for stilhed, der består i en ganske svag susen fra det tomme lydspor.

Videoens forskellige lyd

Stereo, FM, Nicam, analog og digital lyd... I TV- og videosammenhæng har lyden længe haft en underordnet rolle. Billedet har været det vigtigste og lyden har bare hængt på. Men idag er selv lyden endelig blevet et salgsargument. Vi udreder her de nye begreber.

Desværre er der mange der har glemt den vigtige forbindelse mellem optagelse, redigering og gengivelse, en lænke hvor det svageste led altid afgør slutresultatet. Denne lænke gælder såvel i lyd- og billedsammenhæng. Lydkæden består af mikrofonen, lydbåndet og forstærkeren/højttaleren, og billedkæden af objektivet, filmen og projektoren/fotopapiret.

Overfører vi dette til video, så bliver det mikrofonen, videobåndet og TV-apparatet for lyden, respektivt objektivet, videobåndet og TV-apparatet for billedet.

I forbindelse med lyd vil videobranchen gerne trække godbidderne i en kæde frem, når man eksempelvis benævner noget med stereo eller HiFi. At man kan registrere lyd i stereo med HiFi-kvalitet på et videokamera er egentlig ganske uinteressant, hvis mikrofonen på kameraet er af elendig kvalitet, og TV-apparatet har en dårlig højttaler i mono. Det ville omtrent være det samme hvis man forsøgte at sælge et Hasselblad med en billig og simpel optik, hvor diasprojektoren desuden gav et halvdårligt billede.

Flere mangler

Lad os kigge på "mellemledet" for lyden, det vil sige registreringen på videobåndet. Der findes idag tre forskellige måder at indspille lyd: dels analog på et langsgående lydspor, dels den såkaldte FM-form, og sluttelig den digitale form.

I VHS-teknikkens begyndelse bestemte man sig for at klemme lyden ind på et smalt spor ved siden af videosignalet, en måde der stadigvæk gælder i forbindelse med almindelig VHS. Som de fleste ved kører videobåndet meget langsomt, nærmere bestemt derefter, brusende og svajende på grund af den komplicerede båndfremføring.

Egentlig var der ingen der skulle acceptere den dårlige lydkvalitet, hvis det ikke var for TV-apparaternes ofte lige så dårlige lydsystem. Manglerne i TV-apparatet skjuler helt enkelt den mangelfulde lyd på videobåndet.

Går vi endnu dybere i hele distributionskæden for billede og lyd, i televisionssammenhæng, så har der helt frem til nu været flere mangler i netop lydkæden. Men i og med det digitale overføringssystem Nicam, har lyden efterhånden fået sin retmæssige rolle, men det kræver selvfølgelig et TV med stereolyd, eller stereovideo for at lyden skal komme til sin fulde ret.

Lyd i billedet

Går vi tilbage til amatørvideoen, så kom der ganske snart en ny og bedre måde at indspille lyd, nemlig frekvensmoduleret på en bærebølge, eller FM-lyd som man i teknikerkredse benævner fænomenet, FM-lyden "bages" ind i selve videosignalet, og bliver så at sige en del af billedet. Det var Video8-systemet (og ellers Beta-systemet) der introducerede FM-lyden, og takket være dette forbedredes lydkvaliteten betydeligt. Det påvirkes heller ikke på samme måde af lave båndhastigheder og andet. Det såkaldte HiFi-stereo er altså en FM-lyd der takket være sin frekvensmodulering kommer op i HiFi-kvalitet i rent teknisk forstand.

Bagdelen med FM-lyden er at den ikke kan fjernes eller ændres, eftersom den er lagt sammen med selve billedsignalet. Den eneste måde at fjerne lyden på er at fjerne billederne. Af den grund har de fleste videomaskiner og camcordere, foruden FM-lyden, tillige et normalt separat analogt lydspor. Det tillader at ny lyd kan indspilles på dette spor, såkaldt audio-dubbing, og mixes med den ordinære FM-lyd.

Når FM-lyden er i stereo indspilles den desuden parallelt i mono på det separate lydspor, så almindelige videomaskiner også kan afspille lyden. De for tiden regulære stereoudsendelser med Nicam-teknik fungere netop på denne måde. Man kan altså indspille stereoudsendelser fra TV på en almindelig videomaskine uden HiFi-stereo-lyd.

Enten eller

På stationære videomaskiner og på camcordere der er udrustet med både FM-lyd og et separat lydspor, findes der en kontakt så man kan vælge mellem de forskellige lydkanaler. Lytter man til begge to, og det er den samme lyd, da kan der opstå sjove tidsforskydninger.

En tredie og delvis endnu bedre lyd, PCM-lyd, introduceredes af bl.a. SONY på en avanceret Hi8 camcorder model V6000. PCM betyder "Pulse Code Modulation", og hvad man til dagligt benævner digitallyd.

Nu kan tilmed digital lyd være mere eller mindre god, og i SONY's tilfælde kan man tale om en slags komprimeret digitallyd der ikke rigtig holder CD-kvaliteten (CD = Compact Disc). Signalstøjforholdet er dog stadig godt og slår i rigt mål den almindelige analoge lyd. I modsætning til FM-lyden kan man dubbe PCM-signalet bagefter, eftersom den indspilles separat på videobåndet.

Hvis lydregistreringen er gået frem, så har det i mange tilfælde stået stille på optagesiden, altså mikrofonen og hele elektroniksiden frem til videobåndet.

Mikrofonen det svageste led

Netop mikrofonen er måske det absolut svageste led i hele lydkæden, og er der nogen detalje hvor kamerafabrikanterne synes at spare penge på, så er det den.

Rent generelt kan man sige at den mikrofon der sidder monteret på camcorderen udelukkende fungerer for effekt- eller miljølyd, det vil sige den almindelige lyd der findes foran og omkring kameraet. I sådanne tilfælde er FM-lyd eller digitallyd ganske uinteressant, i særdeleshed hvis kameraet desuden har automatisk lydregulering.

Med automatisk lydregulering indspilles lyden så højt som muligt på videobåndet, og den regulerer sig selv hele tiden efter de stærkeste lyde. I værste fald kan der blive ujustérbare "pumpninger" i lyden.

At indspille en dialog mellem to mennesker på et par meters afstand, i et støjende miljø, er næsten helt håbløst med automatisk lydregulering.

Hvis der på den anden side er helt stille så er der risiko for at støjen fra kameraet går ind i mikrofonen. Hvad er HiFi-lyd værd i den sammenhæng? Selvfølgelig kan det være HiFi, men det er jo ikke den HiFi-lyd man præcis ønsker sig. Med en god separat mikrofon, og desuden muligheden for manuel regulering af lyden, bliver den forbedrede lydteknik på videobåndet mere interessant. Men det kræver så flere kundskaber og muligheder for overvågning af lydindspilningen. Det er ikke for ingenting at et professionelt kamerateam består af fotograf og en lydtekniker. Nok er lydteknikken gået frem, men der er stadigvæk menneskene bag, der afgør om den endelige kvalitet, HiFi, stereo og digital lyd er god, men det er på ingen måde nogen garanti for en kanonlyd på videoindspilningen.

Bedre lyd på videofilmen

Lyd findes overalt, men er alligevel ganske svær at fange med mikrofoner. Til forskel fra mennesker kan mikrofonen aldrig udskille forskellige lyde eller sigte de uinteressante lyde væk. Den menneskelige hørelse er i den henseende en unik evne, selektivt at kunne plukke det ud vi vil høre. Man taler om "cocktail-party-effekten", dvs. at man kan smuglytte til en konversation, samtidig med man selv deltager i en anden diskussion.

Mikrofonerne høre alt, mere eller mindre godt. Med 2 mikrofoner i stereo øger man til en vis grad mulighederne for at udskille forskellige lyde, i det mindste retningsmæssigt, men det kræver naturligvis stereogengivelse helt frem til TV-apparatet eller stereoanlægget.

At indspille i stereo kan blive ganske effektfuldt, men kræver samtidigt lidt mere disciplin med indspilningsarbejdet. At fare rundt med kameraet hvor som helst gør at lydbillederne bliver temmelig kunstige.En mono optagelse kan under sådanne omstændigheder være betydeligt bedre.

Ligesom man i fotosammenhæng ofte har en overtro på at lyset er godt nok, så har de fleste tilsvarende overtro på, at "rigtig" lyd kommer ind på båndet. Ikke så sjældent bliver man misfornøjet med den indspillede lyd, eftersom der samtidig kom en masse andet "støj" med, som måske t.o.m. overdøvede den lyd man egentlig ville fange. Det kan være opvaskemaskinen der overdøver babyens første ord, eller trafiklarmen der overdøver fuglekvidret.

Vigtigst er mikrofonen

Det måske vigtigste led i lydkæden er mikrofonen, et faktum som mange ikke kan indse, i særdeleshed ikke kamerafabrikanterne. Mikrofonen har længe været det man har sparet på, eftersom lyden traditionelt har haft en relativ lav teknisk standard. Delvis afhængig af begrænsningerne i hele videoteknikken som sådan, med lave båndhastigheder og andet.

Men med bedre lydkvalitet på videobåndet, HiFi-lyd, så kræves der også bedre mikrofoner, og tillige større kundskab om hvordan man indspiller.Mikrofonteknikken er derfor mindst ligeså vigtig som selve mikrofonen.

Lad os kigge på hvordan det fungerer i amatørvideosammenhæng:

  • mikrofonen sidder i 99% tilfælde på camcorderen.
  • der findes sjældent mulighed for manuel lydregulering eller filtrering.
  • der findes i nogle tilfælde heller ikke mulighed for kontrollytning.

Oddsen for en god lydindspilning kan synes meget dårlige, i det mindste hvis man har lidt højere krav end hvad den automatisk indspillede lyd som mikrofonen fanger.

Vi skal derfor punkt for punkt analysere teknikken bagved, for dermed at vise hvad der kan ændres og forbedres.

Fast eller løs mikrofon

Dette faktum at mikrofonen sidder fast på camcorderen, gør at man er relativt begrænset lydmæssigt. Generelt kan man sige at mikrofonen på camcorderen kan anvendes til at fange den normale lyd foran og rundt om camcorderen.

Skal en dialog indspilles mellem to mennesker, må camcordermikrofonen befinde sig ganske nær objektet, hvis det skal høres godt. Det går altså ikke at stå på lang afstand med kraftig tele, og indspille en samtale. Et eksempel, der er dømt til at mislykkedes, er at optage en præst på prædikestolen fra en plads langt tilbage i kirken. Ekkoet fra kirkerummet kommer sansynligvis til at blive den dominerende lyd på optagelsen. Nærbilleder er altså vigtige i forbindelse med lyd, særskilt når der er støjende rundt omkring, eller når akustikken er "stor" som i en kirke.

Nærbilleder (lyd)kan man få ved at have en løs, separat mikrofon der placeres ved objektet. En løsning der forudsætter at man kan tilslutte en separat mikrofon til camcorderen, noget der desværre ikke kan lade sig gøre på alle camcordere.

Separate mikrofoner kan eksempelvis holdes i hånden af objektet, eller fæstnes på en mikrofonbom, som en "lydassistent" får lov til at holde. Et tredie, og ganske godt alternativ, er en såkaldt slipsemikrofon, der kan fæstnes på objektets trøje eller jakke. Det er små mikrofoner der næsten ikke kan ses.

En lidt mere sofistikeret variant, er at have den separate mikrofon trådløs, dvs. uden ledning. Mikrofonen er da forsynet med en indbygget sender, hvor modtageren monteres og tilsluttes camcorderen. Det bevirker at man bliver mere fri, og kan arbejde uden at risikere at falde over mikrofonledningen.

Retnings mikrofoner

En mikrofon kan være retningsbestemt eller alt optagende i sin måde at være følsom overfor lyd. Man taler om enten nyre- og kuglekarakteristik, samt den mere usædvanlige "ottetal" i forbindelse med mikrofoner. Det er formler der angiver mikrofonens arbejdsfelt.

En retningsmikrofon, nyre eller t.o.m. supernyre, er meget almindelig i forbindelse med film og video, af den simple grund, at man vil fange lyden fra et bestemt sted, på større eller mindre afstand.

Afstanden hører sammen med at man ikke vil have mikrofonen med "i billedet" som det hedder, og har man et totalbillede, kan mikrofonafstanden blive meget lang. Supernyren er så den eneste anvendelige, eftersom den fanger lyden indenfor en ganske snæver vinkel, omtrent som et ekstremt teleobjektiv. Ulempen med retningsmikrofoner, særskilt supernyre, er at disse er meget følsomme overfor vindstød og blæst. Det mindste lille vindstød giver lydforstyrrelser. Retningsmikrofoner behøver derfor kraftige vindhætter i form af skumgummi, strikkede poser eller lignende. En nødløsning kan også være et såkaldt basfilter der skærer de laveste frekvenser fra, som vindstødene ellers afstedkommer.

Alt optagende mikrofoner

Den alt optagende mikrofon, eller kugle som man også kalder den, er i princippet følsom for lyd fra alle retninger. Den fanger altså lyden lige godt, uanset om den kommer forfra eller fra siden. Fordelen med kuglemikrofonen er dens totale ufølsomhed overfor blæst og anden ydre påvirkning. Typisk ledningsstøj. Skal man fange svage lyde med en kuglemikrofon må man gå på nært hold, i særdeleshed hvis der er meget støj rundt omkring, eller det er akustisk besværligt.

I den senere tid er der også kommet såkaldte zoommikrofoner, hvor følsomheden kan ændres, dvs. hvor meget mikrofonen optager i bredden. I princippet fra kugle- til supernyrekarakteristik. Valget af mikrofon, nyre- eller kugle, afhænger af hvordan man vil arbejde, begge typer har deres fordele indenfor forskellige områder. Er man forberedt på at lade mikrofonen ses i billedet, så kan kuglemikrofonen faktisk være en fordel mange gange, takket være sin før omtalte ufølsomhed for vind og blæst. Man skal også være klar over, at selv den mest retningsbestemte mikrofon ikke kun fanger lyden lige forfra, selv om man hører det bedst fra den kant. Bagfra kommer der også lyd ind, man så lyder det ikke godt.

Taler man om mikrofoner skal man heller ikke glemme, at der findes forskellige virkemåder som mikrofonerne fungerer på. Til film og video handler det hovedsageligt om såkaldte dynamiske mikrofoner og elektro/kondensator mikrofoner.

Den dynamiske mikrofon er robust og solid, eftersom den ikke indeholder nogen elektronik. Elektro- eller kondensator mikrofoner er mere følsomme, og kræver også en form for strømforsyning for at fungere.

Lydregulering

Det er næsten umuligt at regulere lyden på en camcorder, undtagen på et lille antal, f.eks. SONY V5000 og V6000. De fleste camcordere idag har automatisk lydregulering, hvilket medfører at lydniveauet hele tiden tilpasses den stærkeste lyd, og lyden indspilles altid så stærkt som muligt på videobåndet.

Det betyder at når lydniveauet er svagt foran mikrofonen, så sker der en ganske lille forstærkning, og modsat ved højt lydniveau.

Hvis lydniveauet er meget svagt foran mikrofonen, er der desuden risiko for at kameraets egne lyde går ind på videobåndet. Dette eftersom lydkredsen hele tiden stræber efter at indspille så stærkt som muligt. Kommer der en stærkere lyd end kameralyden, så dæmpes det og forsvinder!

Med dette eksempel kan alle forstå at automatisk lydregulering ikke er særlig godt. Men vi skal vel også påpege at der faktisk findes gode automatiske lydreguleringer, det beror helt på hvordan man konstruere kredsene, i praksis hvor meget man ofrer på elektronikken.

En god måde at prøve den automatiske lydregulering er at selv, som kameramand tale i mikrofonen. Man mærker da hvordan reguleringen fungerer, når der kommer en relativ kraftig lyd ind i mikrofonen. Samtidig får man også en kontrol af hvor retningsbestemt mikrofonen er, dvs. hvor god eller dårlig den fanger lyden, der kommer bagfra.

Netop kamerakommentarer er faktisk vældig gode at have tilgang til ved visse indspilninger.

Har man automatisk lydregulering, eller ALC (Automatic Level Control) som det også hedder, så er der ikke så meget man kan gøre. Muligvis må man tænke sig om og vælge sine lydmiljøer, når man eksempelvis skal indspille tale. Undgå støjende gader, store akustiske lokaler, eller andre steder hvor pludselige, uventede og kraftige lyde kan forekomme. Det kan nemlig helt undertrykke det du egentlig vil indspille. Det kræver en form for måling at regulere lyden manuelt, for at se hvor kraftigt man indspiller på videobåndet. I den henseende er det få camcordere der har særskilte lydmålere, nævnes kan SONY's Video8 V200, V5000, V6000.

Kontrol lytning

Som sidste punkt i vor opstilling har vi kontrol lytningen, en nok så vigtig detalje i indspilningsarbejdet. Uden kontrolmulighed ved man ikke hvad det er for en lyd, der kommer ind på videobåndet. Jævnfører man med videofilmning så er det samme sag som at filme, uden at kunne se i søgeren. Ingen kunne vel tænke sig at tage billeder, uden at kunne se hvad man filmer. Men det sker næsten altid når det gælder lyden i amatørvideoer.

Problemet med kontrol lytning er at de fleste camcordere savner udtag til høretelefoner. Og i de tilfælde hvor de findes, er lydniveauet ofte så lavt, at man ikke kan afgøre hvad det er for lyd der kommer ind. Man forstyrres helt enkelt af al den lyd der er rundt omkring. Det er et fåtal af camcordere, der overhovedet har nogen niveaukontrol for høretelefoner. SONY's Video8 V200, V5000, V6000 hører til gruppen med kontrol.

Nogle grundregler

Afslutningsvis kommer her en lille sammenfatning af grundreglerne for bedre lyd tilvideoindspilningen:

Gå tæt på objektet hvis du vil være sikker på at det skal lyde godt, det gælder særskilt hvis du tænker på at anvende den faste mikrofon.

Ved lange kameraafstande bør man altid anvende en separat mikrofon, fremfor alt, hvis du skal indspille tale eller i øvrigt svage lyde.

Vælg mikrofon efter omstændighederne, en retningsmikrofon er ikke altid bedst, eftersom den samtidig er meget følsom for blæst og anden støj. Kuglemikrofonen er derimod helt ufølsom, men kræver samtidig kortere afstand til lydkilden. P ALIGN="JUSTIFY">Har du muligheden så er kontrol lytning af lyden altid god, eftersom det er den eneste måde, hvorpå du virkelig får at vide, hvad der kommer ind på lydsporet. Er indspilningen meget vigtig, ud fra et lydsynspunkt, så er det altid godt at lave en testindspilning som direkte kan kontrolleres i et TV-apparat.

Anser du at lyden er lige så vigtig som billedet, så bør du vælge den camcorder, hvorpå du kan tilslutte separate mikrofoner, samt giver dig mulighed for manuel lydregulering og kontrol lytning af lyden. Først da har du fuld kontrol over den lydmæssige del af din videoindspilning.